Mick Øgendahl
Mick Øgendahl er en atypisk stand-up komiker. Hvor langt de fleste andre stand-up komikere udelukkende bruger det talte ord til, at fremføre deres pointer, fortæller Mick Øgendahl med hele kroppen og hjertet. ”En moderne klovn”, har kollegaerne drillende kaldt ham. Men egentlig er sammenligningen ikke helt ved siden af. Mick Øgendahl er nemlig en symbiose af det talte og kroppens sprog.
Som komiker mestrer Mick Øgendahl både den hurtige umiddelbare komik, men også den mere nuancerede. Han er en komiker, som taler både til hjertet og hjernen.
Mick er et dedikeret menneske, og når han kaster sig ud i noget, er han kompromisløs i sin stræben på at opnå det optimale.
På tv-siden har Mick Øgendahl medvirket i “Stand-up.dk” på TV 2 Zulu, “Vindhætterne” og Gintbergs Show Off” på DR 2 samt “Monberg & Tuxen” – et program han også var medforfatter til. Mick Øgendahl har desuden beskæftiget sig med skuespillet i DR1 julekalender, “Nissernes Ø” og i komedien “Regel nr. 1”.
Mick Øgendahls one man shows, “Micktrix” og “TÅFRÆSER”, har manifesteret hans form og talent. Micks seneste one man show “UNDSKYLD! “ var en kæmpe publikumssucces. Showet gjorde op med, hvad man kan og ikke kan som stand-up komiker og satte en ny standard for formen af underholdning. Her viste Mick Øgendahl sig som en af de mest progressive kunstnere herhjemme. Alle show er udkommet på DVD. Mick har desuden flere gange deltaget i UNICEFs og FBIs velgørenhedsshow ”Talegaver til Børn” senest i 2006.
Mick Øgendahl spillede den professionelle langtidsledige Gajol i DR 2 voksen julekalender ”Jul i verdensrummet” i 2006 og afslørede, at der er komisk liv i rummet. Endvidere har Mick Øgendahl sammen med Rune Klan i 2007 lavet tv programmet "Tak for iaften" på TV2 Zulu!