Thomas Helmig spiller åbningskoncert til Aarhus Festuge
Danmarks mest kendte århusianske musiker, Thomas Helmig, indtager scenen ved Aarhus Festuges uofficielle åbningskoncert.
Aarhus Festuge er en kæmpe kulturfestival, som holdes den sidste weekend i august og ti dage frem. Festugen emmer af tonsvis og for det meste gratis koncerter, diverse kunstinstallationer rundt omkring i byen, danse- og teaterforestillinger og madboder. Den officielle åbning af Aarhus Festuge 2018 er den 31. august, men for underholdningens skyld åbnes Festugen med en uofficiel åbningskoncert torsdag den 30. august med selveste Thomas Helmig.
Thomas Helmig spiller en udendørskoncert i Byparken mellem Aarhus Rådhus og Musikhuset. Det tør siges at Helmig er på hjemmebane, når han går på scenen med sit band til Aarhus Festuge. Under koncerten vil der dog komme en overraskelse, for Thomas Helmig tager en hemmelig gæst med på scenen. Hvem denne hemmelige skikkelse er, vil først blive offentliggjort under selve koncerten.
Den uofficielle åbningskoncert har fået navnet ”I godt selskab”, og Thomas Helmig ser frem til et brag af en fest.
– Jeg kommer med mit fantastiske band og nogle gamle venner. Jeg tager også nogle helt nye venner med, og jeg glæder mig helt vildt til at stå midt i Aarhus, midt i min by, midt i det hele, sammen med publikum og spille Festugen i gang – i godt selskab.
Thomas Helmig er kendt for at give fantastiske koncerter, og især på hjemmebanen i Aarhus plejer han at give den ekstra gas. I 2014 ved Aarhus Festuges 50 års Jubilæum, spillede Helmig hele Mindeparken op iført et sølvfarvet jakkesæt. Her endte koncerten både i fællessang og kæmpe jubelbrøl. Thomas Helmig har leveret hit på hit, og mon ikke vi godt kan regne med en kæmpe fest til den uoffcielle åbningskoncert af Aarhus Festuge 2018.
Forespørg her